torsdag den 18. september 2014

Elektromagnetisme 2

I dag har vi lavet 3 nye forsøg med elektromagnetisme.


Forsøg 5


Formålet:
Vi skulle magnetisere en kompasnål ved hjælp af jævnstrøm og en spole.

Materialer:
- Strømforsyning
- Spole med 400 vindinger
- Ledninger
- Kompasnål
- Papirclips

Forsøgsdesign:





















Som man kan se på billedet til venstre, koblede vi en spole til jævnstrøm og tændte for strømmen. Så førte vi en kompasnål, der ikke var magnetiseret, igennem spolen flere gange.


Resultat:
Vi fik magnetiseret kompasnålen, og som man kan se på billedet til højre, kunne kompasnålen tiltrække og løfte de to clips.

Konklusion:
Det der sker inde i spolen, er at jævnstrømmen vender alle småmagneterne inde i kompasnålen den samme vej, hvilket skaber en nordpol i den ene ende og en sydpol i den anden. Det resulterede i at nålen bliver magnetisk.





Forsøg 6


Formålet:
Vi skulle afmagnetisere en kompasnål ved hjælp af vekselstrøm og en spole.

Materialer:
- Strømforsyning
- Spole
- Ledninger
- Kontakt
- Kompasnål
- Papirclips

Forsøgsdesign:



















Vi skiftede til vekselstrøm og satte en kontakt i ledningerne, så det var nemmere at slukke og tænde for strømmen. Så tog vi den magnetiserede kompasnål og førte den igennem spolen den samme vej flere gange.

Resultat:
Efter tredje forsøg var kompasnålen fuldstændig afmagnetiseret.

Konklusion:
Vekselstrøm skifter jo retning mange gange i sekundet, så derfor kan det afmagnetisere kompasnålen, da det får kompasnålens småmagneter til at ligge hulter til bulter i forskellige retninger.




Forsøg 7:


Formålet:
Vi skulle magnetisere en kompasnål ved hjælp af vekselstrøm og undersøge om der blev dannet en nordpol eller sydpol.

Materialer:
- Strømforsyning
- Ledninger
- Spole med 400 vindinger
- Kontakt
- 2 kompasnåle
- Drejeleje

Forsøgsdesign:

I dette forsøg (også vist med video) magnetiserede vi en kompasnål med vekselstrøm. Det gjorde vi ved at lægge den i spolen, tænde for strømmen i et øjeblik og så tage nålen ud igen. Derefter førte vi kompasnålen hen til en anden kompasnål, for at se om den frastødte nord- eller sydpolen. Vi gentog forsøget 50 gange, fordi vi ved at vekselstrøm skifter retning mange gange i sekundet og derfor er det tilfældigt om man får en nordpol eller en sydpol. 

Man skal huske at lægge kompasnålen den samme vej hver gang, ellers får man andre resultater.

Resultat:
Vores resultat var at nålen 32 gange blev magnetiseret til en nordpol, og 18 gange til en sydpol. Vi havde fået at vide at der ville være lige stor chance for nordpol og sydpol, og regnede derfor med at få nogenlunde 25 af hver, men i vores forsøg endte det mere ulige, da nålen blev til nordpol flest gange.

Konklusion:
Vi kan konkludere at hvis man magnetiserer nålen én gang, er der lige stor chance for syd- eller nordpol. Men det betyder ikke at man kan regne med at få et præcist lige antal af nord- og sydpoler når man kun gør det så få gange som vi gjorde (50 gange). Vi fik jo en del flere nordpoler end sydpoler. Hvis man dog istedet lavede forsøget fx 1 million gange, ville antallet af nord- og sydpoler være næsten helt lige.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar