Syre, base og salte 2

Forsøg 2

Formålet:
Fjern hydrogen-ioner fra en syre.

Materialer:

- 100ml måleglas

- Reagensglas

- Reagensglasstativ

- Tragt

- Glasplade

- Porcelænskål

- Glasspatel

- Trefod

- Keramiknet

- Gasbrænder

- Tændstikker

- Filterpapir

- pH-papir

- HCl 2 M

- Magnesium strimmel

Forsøgsdesign:

Vi starede med at hælde 10 ml syre i et reagensglas. Så foldede vi ca. 10cm magnesiumstrimmel og puttede den ned i reagensglasset. Derefter lagde vi glaspladen ovenpå reagensglasset for at holde luften inde.

Så fjernede vi glaspladen og antændte luften der kom ud af reagensglasset med en tændstik. Luftarten var Hydrogen og i videoen til venstre, kan i se hvad der skete.

Da magnesiumstrimmelen var nogenlunde opløst, hældte vi syren over i en porcelænsskål og puttede derefter flere små nye ker magnesiumstrimmel i.

Nu skulle vi se hvornår syren med magnesium blev neutral, derfor dryppede vi jævnligt en dråbe af syren over på pH-papir, for at se hvornår pH-papiret ikke længere var rødt. Lige så snart den var neutral hældte vi væsken ned i en tragt med et filterpapir i et rent reagensglas.

Vi hældte derefter den filtrede væske tilbage i en ren porcelænsskål.

Til sidst bragte vi væsken i kog på en trefod med en bunsenbrænder, indtil alt vandet var fordampet. Se videoen til højre.

Resultat:

Da alt vandet var fordampet var der kun hvidt salt tilbage. Det var dog ikke almindeligt køkkensalt (NaCl), det var MagnesiumChlorid. Så det er ikke en så god idé at spise det.

Konklusion:

Vi ved nu at man kan fjerne hydrogen fra en syre ved hjælp af metal, som så danner salt. 

Altså, som man kan se på billedet, går de to Chlorid-atomer fra syren over til Magnesium-atomet, det danner saltet, MagnesiumChlorid. Så står de to Hydrogen-atomer så alene, det er så luften, der bliver udledt.

Syre, Base og Salte 1

Forsøg 1

Formålet:

Mål pH-værdien af forskellige stoffer fra dagligdagen.

Materiale:

- Lagereddike

- Solsikke olie

- Opvaskemiddel

- Opvasketablet

- NaCl / køkkensalt

- Saltpetersyre

- NaOh

- Gips

- PH-papir

- Filterpapir

- Glasspatel

Forsøgsdesign:
I dette forsøg rev vi små stykker af pH-papir og lagde dem på filterpapiret. De stoffer der ikke var flydende (salt, gisp og opvasketabletten) opløste vi i vand. Så tog vi en glasspatel og puttede en dråbe af de forskellige stoffer ned på de forskellige pH-papirer.

Resultat:

Vi aflæste farverne på de forskellige pH-papirer. Fra 1-5 ville det være en syre (de rødlige farver), fra 6-8 neutral og fra 9-11 en base (de blålige farver).

Konklusion:

Vi har tidligere lært at rengøringsmidler normalt er basisk, men i dette tilfælde var vores opvaskemiddel ikke basisk, men neutralt. Det er måske fordi man bruger opvaskemiddel til at vaske op, og da man risikere at få det på hænderne, ville det være farligt, hvis opvaskemidlet var direkte basisk. Dog var opvasketabletten basisk, og det er nok fordi den ikke skal i kontakt med mennesker.

Transformation 1

Forsøg 1

Formålet:
Ændre spændingen med en transformer.

Materialer:
- 2 spoler m. 200 vindinger
- 2 spoler m. 400 vindinger
- 2 spoler m. 1600 vindinger
- 4 ledninger
- 1 strømforsyning
- 1 jernkerne
- 2 voltmeter

Forsøgsdesign:

I dette forsøg satte vi 2 ledninger til strømforsyningen, som vi forbandt til et voltmeter og derefter til en spole som sad på en jernkerne. På jernkernen sad der også en anden spole, som var forbundet til et andet voltmeter. Voltmeterne sad der for at måle den præcise spænding.

Vi skulle finde ud af hvordan spændingen ændrede sig, når den løb i gennem en transformer i forhold til vindingtallene. Vi brugte spoler med 200, 400 og 1600 vindinger, og skulle afprøve dem alle i forskellige kombinationer. strømforsyningen skulle hele tiden stå på 4V.  

Resultat:

Konklusion:

Man kan altid regne ud hvad spændingen vil være på sekundærsiden, hvis man bare kender vindingstal på begge spoler og spændingen på primærsiden.
For forholdet mellem vindinger på primær- og sekundærspolen, og forholdet mellem sekundær- og primærspænding, er altid det samme.

Nogle gange kan man få nogle andre resultater end det man har regnet ud, fx da vi i en af vores forsøg fik 30V på sekundærsiden i stedet for de 32V, som vi havde regnet det til.
Det kan både være fordi at voltmeteret ikke er helt præcist, og fordi der kan være sket et energitab af spændingen og strømmen. 

            

Transformation 2

Forsøg 2


Formålet:
At få en pære der ligger tæt på, og en pære der ligger langt væk til at lyse lige kraftigt ved hjælp af en transformer.

Materialer:

- Strømforsyning

- To spoler med 200 vindinger

- Fire spoler med 1600 vindinger

- Ti ledninger

- To jernkerner

- To pærer på 6 V

Forsøgsdesign:

1. Til at starte med skulle vi bare få en pære til at lyse. Strømforsyningen symboliserer et kraftværk og pæren en hustand der ligger tæt på.

Vi koblede to ledninger til strømforsyningen med vekselstrøm, og den anden ende til en pære, som i kan se på billedet.

2. Derefter skulle vi vise strømstyrkens forskel når vi havde en pære/hustand der lå tæt på kraftværket og en der lå langt væk. spolerne symboliserede de lange ledninger der findes ude i virkeligheden.  

I denne opstilling brugte vi opstillingen fra billedet ovenover, og forbandt derefter to ekstra ledninger forbundet med én spole på begge sider til en ny pære.

Som man kan se på billedet, lyste pæren tættest på kraftværket mere, end pæren længst væk. 

3. I den sidste opstilling skulle vi gøre, så begge pære lyste lige meget.

Vi lavede derfor transformere, så vi over de "lange afstande" (spolerne), ville få et mindre energitab, så pærene ville få samme mængde strøm og spænding.
Vi transformerede derfor spændingen op, og først ned igen til normal spænding, da strømmen havde gået igennem de lange afstande.

Man kan se på billedet hvordan vi opstillede det.

Resultat:

I sidste opstilling kunne vi få strømmen og spændingen til at være lige stærk over lange afstande ved begge pærer ved hjælp af transformere.

Konklusion:
Vi har nu forståelse for hvor smart det er at bruge transformere. Transformerne bruges jo også i den virkelige verden, hvor strømmen løber i højspændingsledninger fra et kraftværk til en transformerstation der transformere strømmen op til en transformerstation hvor spændingen bliver transformeret ned og videre til forbrugerne forbrugerne.

Hvis man ikke transformerer spændingen op, ville spændingen selvfølgelig være lav og strømstyrken høj, og så ville det være et stort rod da alle elektronerne ville køre oveni hinanden og skabe varme, og dermed føre til energitab.
Så derfor transformerer man spændingen op, så strømstyrken bliver lav, og derfor vil færre elektroner løbe igennem uden problemer. Det vil sige der vil være mindre energitab.

Induktionsstrøm og generatorer 3

I dag lavede vi det sidste forsøg om induktion og generatorer.

Forsøg 5

Formålet:
Lav en generator.

Materialer:
- Strømforsyning
- Ledninger
- Motor
- Elastik
- Rund magnet
- Jernkerne
- Spole med 400 vindinger
- Voltmeter
- Dataopsamling

Forsøgsdesign:

I dette forsøg koblede vi en motor til en strømforsyning. Motoren satte vi fast til en rund magnet med en elastik, så når motoren fik strøm og drejede rundt, gjorde magneten det også.  Magneten drejede rundt ved siden af en spole med en jernkerne i, som med ledninger var koblet til et voltmeter og en dataopsamling.  

Resultat:

Voltmeteret viste strømmens spændingen, og i vores forsøg var spændingen 0,2 volt. Via dataopsamlingen kunne vi også se dens vekselsspændingskurve i programmet SPARKvue fra Pasco, 

som viser spændingen over tid. 

Konklusion:

Vi kan konkludere at vi lavede en generator ved hjælp af induktionsstrøm. 

Induktionsstrømmen skabes når et magnetfelt bevæges i nærheden af en spole, og det var det der skete i vores forsøg, da vi fik motoren til at bevæge en magnet ved siden af jernkernen i spolen.

Forsøg 6

Formålet: 

Analyser vekselsspændingskurven fra vores forrige forsøg.

Akserne:

X-aksen på vores vekselspændingskurve indikerer spændingen i volt, og y-aksen indikerer tiden i sekunder.

Amplitude:

Er afstanden fra 0 volt til den højeste spændingsværdi, på begge sider af 0. 

Amplituden er maksimalt 0,5 volt på vores vekselspændingskurve. Amplituden er indikeret med den grå lodrette pil på kurven.

Maksimal spænding:

Er den største spænding på enten plus eller minus siden af 0. 

Den maksimale spænding er også 0,5 volt på vores vekselspændingskurve, ligesom amplituden. Maksimal spændingen er indikeret med den sorte prik på kurven.

Periodetid: 

Er tiden der går på en periode (fra 0, til en bølgetop, til en bølgedal og til 0 igen). 

Et eksempel på en periode i vores vekselspændingskurve er fra 0,59 - 0,65. 

Her er periodetiden altså 0,06 sekunder. Periodetiden er indikeret med den røde vandrette streg på kurven.

Effektiv spænding:

Er den jævnspænding der giver samme energiudvikling eller har samme effekt som vekselspændingen, den kan aflæses på voltmeteret. 

Den effektive spænding i vores forsøg er 0,2 volt ifølge voltmeteret.

Hvis man vil regne den effektive spænding ud skal man gøre således:

 maksimal spænding ÷ √2 = Effektiv spænding

 0,5V ÷ √2 = 0,35 volt

En af grundene til at den effektive spænding bliver 0,2 volt i forhold til voltmeteret, og 0,35 volt når man udregner det, er fordi det er så lille et tal, så det bliver upræcist. Det kan også være fordi at vi måler med kun 100 Hertz , så det kan godt være at spændingen topper et andet sted, end dér vi måler.

Frekvens:

Angiver antallet af perioder pr. sekund i Hertz. For at udregne det, skal man bruge denne formel: 

f = 1 ÷ T, hvor T er periodetiden i sekunder. 

Periodetiden i dette forsøg er 0,06 sekunder, så man siger: 

1÷ 0,06 = 16,6667 Hz. 

Derfor er frekvensen 16,6667 Hz i vores forsøg.

Induktionsstrøm og generatorer 2

Forsøg 4

Formålet:

Undersøge hvilke faktorer der har indflydelse på induktionsspændingen.

Materialer:

- Spole m. 200 vindinger

- Spole m. 400 vindinger

- 2 spoler m. 1600 vindinger

- 2 stangmagneter

- 4 ledninger

- Galvanometer

Forsøgsdesign:

Vi koblede de 3 forskellige spoler til hinanden og til den sidste spole med 1600 vindinger. Så satte vi galvanometeret i den sidste spole.

Derefter skulle vi finde ud af hvilke faktorer der påvirkede galvanometerets udslag.
Hvis vi:

- satte magneten ned i spoler med forskellige vindinger

- bevægede magneten i forskelligt tempo

- brugte magneter med forskellig styrke

Resultat:

Konklusion:

Man kan se ud fra vores resultater at magnetens hastighed, magnetens styrke og spolensvindingstal har indflydelse på induktionsstrøm og giver et strørre udslag på galvanometeret. Dog kan nogle resultater være forskellige fra forsøg til forsøg. F.eks. kan magneter have forskellige styrker, og hastigheden kan også variere, da man ikke bevæger magneten lige hurtigt.

Induktionsstrøm og generatorer 1

I dag lavede vi 3 forsøg om induktionsspænding.


Forsøg 1

Formålet:
Undersøg galvanometerets udslag.

Materialer:
- 1 spole med 1600 vindinger
- 1 galvanometerinsats
- 1 batteri
- 2 ledninger
- 2 krokodillenæb

Forsøgsdesign:

Vi startede med at sætte galvanometerinsatsen i spolen. Så koblede vi ledningerne til spolen, og satte de to krokodillenæb på i den anden ende.  

Derefter satte vi det røde krokodillenæb mod plus-enden af batteriet, og det sorte mod minus-enden.

Bagefter gjorde vi det omvendte.

Resultat:

Med det røde næb på plus og det sorte næb på minus pegede galvanometeret mod venstre. Med sort på plus og rød på minus pegede den mod højre.

Konklusion:

Grunden til at galvanometerets udslag er forskellige, er fordi at vi skifter strømmens retning. Jævnstrøm (som der er i batterier) går altid fra plus til minus.

Så i starten gik strømmen fra plus (der sad i rød) til minus (der sad i sort), og bagefter ændrede strømmens retning fordi plus nu sad i sort og minus sad i rød. 

Forsøg 2

Formålet:
Find ud af induktions-strømmens retning.

Materialer:
- 1 galvanometer
- 2 spoler med 1600 vindinger
- 1 stangmagnet
- 2 ledninger


Forsøgsdesign:


Vi koblede de to spoler sammen med ledningerne,  og i den ene spole satte vi galvanometeret i. Derefter stillede vi dem med afstand fra hinanden, så vi var sikre på at galvanometeret ikke blev påvirket af den magnet vi skulle bruge til forsøget.

Vi skulle undersøge hvad galvanometerets udslag blev når vi:

• Sænkede magnetens nordpol ned i spolen
• Hev nordpolen op igen
• Sænkede magnetens sydpol ned i spolen
• Hev sydpolen op igen
• Lod magneten blive i spolen uden bevægelse

Resultat:









Konklusion:
Strømmens retning afhænger af om det er en syd- eller nordpol man putter ned i spolen.




Forsøg 3

Formålet:
Frembring mest muligt strøm med en spole og en magnet.

Materialer:
-1 voltmeter
-1 spole med 1600 vindinger
-1 stangmagnet (evt. 2)
-2 ledninger

Forsøgsdesign:
Vi forbandt (med ledningerne) spolen til voltmeteret. Derefter afprøvede vi forskellige metoder, for at finde den måde der gav den største spænding. Af de metoder vi afprøvede var denne bedst:

Resultat:
Vores højeste spænding var 2,3 volt på voltmeteret, dog fik vi ikke filmet det. I videoen kom vi op på ca. 2 volt, og den illustrere fint hvad vi gjorde for at få vores resultater.

Konklusion:
Vi startede med kun at bruge én stangmagnet, og bare "tabe" magneten ned igennem spolen, og det resulterede i en meget svag strømstyrke. Men efter lidt eksperimentering, fandt vi ud af at bruge to magneter, og at køre den frem og tilbage hurtigt. Det gav os meget bedre resultater.

Vi kan derfor konkludere at der er tre faktorer der afgør hvor kraftig strømmen bliver: Antal vindinger, magnetens styrke og magnetens hastighed (hvor hurtigt magneten bliver bevæget).
Denne slags strøm man skaber ved at bevæge en magnet i en spole, kaldes induktionsstrøm.

Elektromagnetisme 3

I dag kommer det sidste forsøg med elektromagnetisme.

Forsøg 8

Formålet:

Er en elektromagnet stærkest, når den har to af de samme poler eller to forskellige poler?

Materiale:

- Strømforsyning

- Ledninger

- Hestesko-jernkerne

- 2 spoler med 400 vindinger

- Små søm

Forsøgsdesign:

Vi tog en strømkilde og koblede ledningerne til de to spoler. Vi brugte gribereglen til at finde ud af hvilke poler de to spoler havde (hvis du vil lære mere om gribereglen, så kig i blogindlægget Elektromagnetisme 1, Forsøg 3), så vi vidste hvilke poler hesteskojernkernen ville få, så snart vi  satte spolerne på jernkernen. Derefter tændte vi for strømmen.

På billedet til venstre har vi sat spolerne på den samme vej, så der dannes to nordpoler.

På billedet til højre har vi så sat spolerne hver sin vej, så der dannes en nord- og en sydpol.

Elektromagnet med to nordpoler:


















Elektromagnet med to forskellige poler:



















Resultat:
Som man kan se i videoerne, var det elektromagneten med to forskellige poler der var kraftigst og kunne samle flest søm op. 

Konklusion:

I videoen med elektromagneten med to ens poler, sidder sømmene bare på hver deres pol og hænger ikke sammen - man kan sige at de ikke samarbejder.
Imens i den anden video (med to forskellige poler), hænger sømmene sammen i en stor klump. Det er som om at de to poler hjælper hinanden med at løfte sømmene.

Det tror vi kan have noget at gøre med at to nordpoler frastøder hinanden og ikke vil hænge sammen, og derfor vil sømmene også være adskilt fra hinanden. Derimod tiltrækker to forskellige poler hinanden, og sømmene som de tiltrækker vil derfor også hænge sammen.

Elektromagnetisme 2

I dag har vi lavet 3 nye forsøg med elektromagnetisme.

Forsøg 5

Formålet:
Vi skulle magnetisere en kompasnål ved hjælp af jævnstrøm og en spole.

Materialer:
- Strømforsyning
- Spole med 400 vindinger
- Ledninger
- Kompasnål
- Papirclips

Forsøgsdesign:





















Som man kan se på billedet til venstre, koblede vi en spole til jævnstrøm og tændte for strømmen. Så førte vi en kompasnål, der ikke var magnetiseret, igennem spolen flere gange.


Resultat:
Vi fik magnetiseret kompasnålen, og som man kan se på billedet til højre, kunne kompasnålen tiltrække og løfte de to clips.

Konklusion:
Det der sker inde i spolen, er at jævnstrømmen vender alle småmagneterne inde i kompasnålen den samme vej, hvilket skaber en nordpol i den ene ende og en sydpol i den anden. Det resulterede i at nålen bliver magnetisk.

Forsøg 6

Formålet:
Vi skulle afmagnetisere en kompasnål ved hjælp af vekselstrøm og en spole.

Materialer:
- Strømforsyning
- Spole
- Ledninger
- Kontakt
- Kompasnål
- Papirclips

Forsøgsdesign:

Vi skiftede til vekselstrøm og satte en kontakt i ledningerne, så det var nemmere at slukke og tænde for strømmen. Så tog vi den magnetiserede kompasnål og førte den igennem spolen den samme vej flere gange.

Resultat:
Efter tredje forsøg var kompasnålen fuldstændig afmagnetiseret.

Konklusion:
Vekselstrøm skifter jo retning mange gange i sekundet, så derfor kan det afmagnetisere kompasnålen, da det får kompasnålens småmagneter til at ligge hulter til bulter i forskellige retninger.

Forsøg 7:

Formålet:
Vi skulle magnetisere en kompasnål ved hjælp af vekselstrøm og undersøge om der blev dannet en nordpol eller sydpol.

Materialer:
- Strømforsyning
- Ledninger
- Spole med 400 vindinger
- Kontakt
- 2 kompasnåle
- Drejeleje

Forsøgsdesign:

I dette forsøg (også vist med video) magnetiserede vi en kompasnål med vekselstrøm. Det gjorde vi ved at lægge den i spolen, tænde for strømmen i et øjeblik og så tage nålen ud igen. Derefter førte vi kompasnålen hen til en anden kompasnål, for at se om den frastødte nord- eller sydpolen. Vi gentog forsøget 50 gange, fordi vi ved at vekselstrøm skifter retning mange gange i sekundet og derfor er det tilfældigt om man får en nordpol eller en sydpol. 

Man skal huske at lægge kompasnålen den samme vej hver gang, ellers får man andre resultater.

Resultat:

Vores resultat var at nålen 32 gange blev magnetiseret til en nordpol, og 18 gange til en sydpol. Vi havde fået at vide at der ville være lige stor chance for nordpol og sydpol, og regnede derfor med at få nogenlunde 25 af hver, men i vores forsøg endte det mere ulige, da nålen blev til nordpol flest gange.

Konklusion:
Vi kan konkludere at hvis man magnetiserer nålen én gang, er der lige stor chance for syd- eller nordpol. Men det betyder ikke at man kan regne med at få et præcist lige antal af nord- og sydpoler når man kun gør det så få gange som vi gjorde (50 gange). Vi fik jo en del flere nordpoler end sydpoler. Hvis man dog istedet lavede forsøget fx 1 million gange, ville antallet af nord- og sydpoler være næsten helt lige.

Elektromagnetisme 1

Her er der 4 forsøg om elektromagnetisme.

Forsøg 1

Formålet:
Vis magnetfeltet omkring en stangmagnet.

Materialer:
-Stangmagnet
-Jernfilspåner
-Pap

Forsøgsdesign:

Vi lagde et stykke pap ovenpå en stangmagnet, og dryssede jernfilspåner ud over, og det dannede dette mønster som vises på højre billede.

Resultat:

Forsøget viser tydeligt hvor magnetens magnetfelt er. Jernfilspånerne har fordelt sig i en slags oval cirkel omkring magneten. Ved polerne er magnetfeltet stærkest, og man kan også se på billedet at af de spåner der sidder direkte på magneten er der flest på polerne.

Konklusion:
Ud fra dette forsøg kan vi se hvordan en stangmagnets magnetfelt ser ud, og ud fra vores egen viden ved vi at jordens magnetfelt ser ligesådan ud.

Forsøg 2

Formålet:

Vis magnetfelt omkring en strømførende ledning.

Materialer:

- Strømforsyning

- Ledninger

- 4 kompasser

Forsøgsdesign:

Vi forbandt vores strømforsyning til en ledning, og satte de 4 kompasser rundt om ledningen.

Resultat:
Før vi tændte for strømmen, pegede alle de små kompasser mod nord (billede til venstre). Da vi så tændte for strømmen dannede kompasnålene en cirkel/firkant rundt om ledningen (billed til højre).

Konklusion:

Den cirkel kompasnålene dannede, da strømmen blev tændt, var ledningens magnetfelt.

Forsøg 3

Formålet:

Påvis poler ved elektromagnet.

Materialer:
- Strømforsyning
- 2 kompasser
- Ledninger
- Elektromagnet


Forsøgsdesign:

Som du kan se på billedet løber strømmen fra plus til minus. Vi brugte gribereglen, som er at man holder om elektromagneten med højre hånd og med fingerspidserne i strømmens retning (som pilen viser på billedet). Når man holder hånden sådan vil ens tommelfinger (i dette eksempel) pege til højre, og det betyder at elektromagnetens nordpol er til højre.

Resultat:
Ved hjælp af gribereglen kunne vi se at nordpolen er til højre og sydpolen er til venstre i vores forsøg. For at understøtte denne metode har vi sat to kompasser på elektromagneten, som også viser at nordpolen er til højre.

Konklusion:
Man kan påvise en elektromagnets nordpol og sydpol ved hjælp af gribereglen.

Forsøg 4

Formålet:

Lav en elektromagnet.

Matrialer:
- Strømforsyning
- Søm
- Ledninger
- 3 papirclips
- 2 krokodillenæb

Forsøgsdesign:

Disse billeder viser hvordan vi lavede en elektromagnet. Vi viklede ledningen rundt om sømmet mange gange (jo flere gange vi viklede ledningen om sømmet/jo flere vindinger der er, des kraftigere bliver elektromagneten). Ledningen satte vi fast til strømforsyningen med to krokodillenæb.

Resultat:
Før vi tændte for strømmen var sømmet ikke magnetisk, men da vi tændte blev sømmet magnetisk pga. strømmen, og blev derfor en elektromagnet. På billedet til højre kan man se at den blev så magnetisk at den tiltrækkede de tre papirclips.

Konklusion:
Vi ved nu at en elektromagnet er en jernkerne med en spole rundt om, og at den kun er magnetisk når den er tilsluttet strøm.

Magnetisme 2

Idag har vi 3 nye forsøg der handler om magnetisme.


Forsøg 3

Formålet:
Vi vil gerne undersøge hvordan to magneter frastøder og/eller tiltrækker hinanden.

Materialer:
- 2 stangmagneter

Forsøgsdesign:




I videoen illustrerer vi med to magneter hvilke poler der tiltrækker og frastøder hinanden.

Resultat:
Ud fra dette forsøg kan vi se at sydpolen og nordpolen tiltrækkes af hinanden, mens nordpol og nordpol, og sydpol og sydpol frastøder hinanden.

Konklusion:
Man kan altså sige at to forskellige poler tiltrækker hinanden og to ens gør ikke.





Forsøg 4

Formålet:
Vi undersøger om 6 ukendte stænger er magnetiske og hvilke poler de så har.

Materialer:
- Ukendte stænger
- Stangmagnet
- Drejeleje

Forsøgsdesign:

Billederne her illustrerer hvordan vi lagde stængerne en efter en, op på drejelejet og afprøvede om stængerne blev frastødt eller tiltrukket af stangmagneter.

Resultat:

Konklusion:
Vi fandt ud af at magnetisk material ikke nødvendigvis behøver at have én nordpol og én sydpol i hver ende. Det kan godt have to nordpoler eller kun være magnetisk ladet i midten.



Forsøg 5

Formålet: 
Vi skulle magnetisere en savklinge.

Materialer:
- En savklinge
- En stangmagnet
- Papirclips

Forsøgsdesign:




I denne video kan man se hvordan vi magnetisere en savklinge. Det gør vi ved at køre magneten hen over savklingen i den samme retning et par gange.

Resultat:
Man kan se at vi får magnetiseret savklingen, fordi at clipsene, som savklingen i starten ikke kunne tiltrække, nu bliver tiltrukket så meget at man kan løfte dem op. Man kan også afmagnetiserer den ved at banke den hårdt mod et bord fx, eller opvarme den.

Konklusion:
Vi kan konkluderer at det er muligt at magnetisere en savklinge. Ved at stryge en magnet hen over savklingen, får vi vendt alle de små magneter der er inde i saven den samme vej. Det danner så en sydpol i den ene ende og en nordpol i den anden, og gør den dermed magnetisk.

Magnetisme 1

Dette er vores første indlæg på bloggen, og det skal handle om de to forsøg vi har lavet om magnetisme.

Forsøg 1

Formålet:

Det vi ville finde ud af med forsøget var hvilke stoffer der kunne tiltrækkes af en magnet.

Materialer:

Vi har brugt en stangmagnet og forskellige stoffer i forsøget. Dem vi har undersøgt er:

- Zink

- Bly

- Nikkel

- Aluminium

- Plastik

- Jern

- Kobber

- Messing

Forsøgsdesign:

                                                 

Dette billede illustrerer forsøget. Vi undersøgte om der var nogle af stofferne, der blev tiltrukket af magneten. Det kunne vi se ved at stoffet sad fast på magneten.

Resultat:

                                          

Senere har vi fundet ud af at kobolt og stål påvirkes også af en magnet.

Forsøg 2

Formålet:
I dette forsøg ville vi finde ud af hvilke stoffer der ændrer et magnetfelt.

Materialer:
- En stativfod
- En stangmagnet
- En papirclips
- Snor
- Tape
- Og de samme stoffer som i det første forsøg

                                                                  Forsøgsdesign:

                             

I dette forsøg satte vi en stangmagnet fast til et stativ. Derefter bandt vi en papirclips fast til en snor og så tapede vi snoren fast til bordet. Så fik vi clipsen til at svæve (som vist på billedet) fordi den var tiltrukket af magneten, men de rørte ikke hinanden, da snoren holdte den fast til bordet. En efter en førte vi stofferne ind mellem magneten og clipsen, for at se hvilke stoffer der ændrede magnetfeltet.

Resultat:
Vi fandt ud af at jern og nikkel var de eneste stoffer der fik clipsen til at falde ned på bordet, da vi førte dem igennem. Alle de andre stoffer kun man føre igennem uden at der skete noget.

Konklusion:
I forsøg 1 fandt vi ud af at de to stoffer der blev tiltrukket af en magnet var nikkel og jern, og i forsøg 2 var det også nikkel og jern der fik clipsen til at falde ned. Det vil sige at det er de to stoffer der er magnetiske, der kan ændre et magnetfelt.